About the show

Vi vil gerne være effektive, når vi går på arbejde. Vi vil også gerne være gode til at samarbejde. Og vi foretrækker god ledelse af det hele. Men det er alt sammen lettere sagt end gjort.

I podcasten De Agile Rødder lægger vi mikrofoner til åbne, ærlige og - ofte - fornøjede samtaler om alt inden for effektivitet, samarbejde og ledelse. Fokus er praktikken: Hvad GØR man, når man gerne vil være effektiv - uden at sætte samarbejde og trivsel over styr?

I hver episode har vi en gæst i studiet til en snak om deres praktiske erfaringer.

Som det fremgår af navnet, startede podcasten med fokus på de agile metoder specifikt. Men selv de bedste metoder lykkes kun, hvis man også har styr på effektivitet, samarbejde og ledelse i praksis.

Derfor har Rødderne i dag det brede lys på og giver inspiration til både agile entusiaster og til dem der ‘bare’ beskæftiger sig med at få teams og arbejdspladser til at lykkes.

👩🏻🧑🏼‍🦱 Dine værter er Line Hviid og Rasmus Gøthgen, begge med mange års erfaring inden for agile metoder, effektive arbejdsflow og godt samarbejde.

🏠 BESØG OS på deagilerødder.dk.

Episodes

  • 46: Tillid fra toppen skaber selvledelse og samarbejde på tværs

    1 October 2024  |  1 hr 2 mins

    I vil gerne have selvledende teams, ja? Det kan vi godt forstå. Når det fungerer, får I hurtige, effektive og også nytænkende teams. Men hvordan gør I det? Følger I en manual? Udruller I et stort rammeværk? Nej, I følger Jens Jakob Legarths eksempel, gør I. I starter med tillid. Jens Jakob er Områdechef i Finansforbundet. Vi taler med ham om, hvad det vil sige, at være en god leder i dag, og hvordan de i Finansforbundet håndtere at have kun ét udviklingsteam og en hel flok PO’ere.

  • 45: Magisk tænkning: Når krav og forventninger ikke matcher ressourcer

    10 September 2024  |  51 mins 54 secs

    Nu bliver det vildt. Vi har nemlig inviteret antropolog og forsker, Susanne Ekman, i studiet. Susanne har skrevet ph.d. om selvledelse og har siden da undersøgt, hvordan vores høje forventninger og ønske om frihed i arbejdet ramler sammen med virkelighedens begrænsninger, a.k.a. ressourcer. Spænd din filosofiske hjelm og gør dig klar til et dyk ned i nogle fandens indviklede dynamikker.

  • 44: Derfor fejler jeres agile transformation - om bedrevidenhed og for store ændringer

    4 June 2024  |  1 hr 5 mins

    De agile transformationer er blevet rullet tilbage i mange store, danske organisationer. Samtidig er det agile gået fra at være det nye sort til at være arbejdspladsens sorte får. Vi har genbesøg af forandringskonsulent Tanja Hesselager til en snak om, hvorfor det agile tog tilsyneladende er kørt af sporet - og (heldigvis!) også bud på, hvad arbejdspladserne fremover skal gøre anderledes, når de gerne vil optimere biksen.

  • 43: Tryghed til at være dig selv - og andre fordele ved at rumme neurodiversitet

    30 April 2024  |  1 hr 21 mins

    Katrine Hald Kjeldsen har i mange år arbejdet som organisationsudvikler, men for nylig er hun sprunget ud som neuro-inklusions-coach. I praksis betyder det, at hun hjælper virksomheder med at give plads til flere typer hjerner. Også dem, der ser og opfatter verden anderledes. For vi har brug for de hjerner i fremtiden - og den psykologiske tryghed som inklusionen af dem, fører med sig.

  • 42: High Performing Teams: Læringer fra elitesporten - i form af Rikke Hørlykke

    16 April 2024  |  1 hr 4 mins

    Burde vi være lidt mere elitesport-agtige på de danske arbejdspladser? Det er det helt store spørgsmål, som vi taler med Rikke Hørlykke om i denne episode. Rikke er tidligere elite-håndboldspiller på det danske kvindelandshold, hvor hun i sin tid var med til vinde både EM og OL. I dag er hun selvstændig og hjælper andre med at leve sundere liv.

  • 41: Fokus på effekter og involvering af mennesker

    19 March 2024  |  59 mins 51 secs

    Rasmus Visby har mange års erfaring med projekter og forandringer ude i kommunerne. Her har han tidligere været ansat, og i dag hjælper han dem som konsulent. Og mand, kan vi alle sammen lære noget af kommunerne! Vi taler fx med ham om, hvorfor vi først og fremmest skal have fokus på den effekt, vi skaber på den lange bane. Modsat at forelske os i en specifik ydelse eller leverance, som lyder lækker, og som vi får lige nu.

  • 40: Sådan starter man agile teams - hvad vi kan lære af ITU

    5 March 2024  |  1 hr 3 mins

    Du skal spidse ører i denne episode, også selvom du intet har med studerende at gøre. Vi taler ganske vist med Stefano Vincenti om hans undervisning på ITU’s to Scrum-forløb, men vi skal da lige love for, at der er god læring at hente for virksomheder også! Vi taler om, hvordan de studerende bliver støttet og coachet hele vejen. Om det tætte samarbejde, ITU har etableret med virksomheder, og som betyder, at de studerende bliver dyppet i ægte praktik lige fra start. Og så taler vi om den vildeste team-matchings-proces og den rette respekt for Scrum Masters.

  • 39: Fokus på værdi med eksperimenter, feedback og retning

    6 February 2024  |  1 hr 4 mins

    Tobias Egmose er kommunikations- og marketingschef i Danish Export, og han er en mand med en kæphest. Kæphesten hedder ‘Værdiskabelse’. Vi taler med ham om, hvorfor man både skal lave planer og samtidig afvige fra sine planer. Hvorfor man skal turde lave eksperimenter for at blive klogere, og hvordan det kræver tryghed overhovedet at turde.

  • 38: Gør organisationen agil: Keep it simple

    12 December 2023  |  1 hr 9 mins

    Gennem de sidste 6 år har Per Christian Møller arbejdet på at gøre Alka Forsikring agile. Har han lavet en stor omvæltning? Har han implementeret omfattende processer? Har han oplært medarbejderne i alle Scrum-guidens detaljer? Nøh, han har gjort det langsomt og i små skridt. Og han har fokuseret på at gøre det enkelt ved at støtte sig til de agile værdier og principper frem for detaljerne i de agile metoder.

  • 37: Facilitering - gode råd og krigshistorier fra felten

    21 November 2023  |  1 hr 6 mins

    Hvad er facilitering egentlig? Hvorfor er det svært? Og hvad er smart at gøre? Det er vist i det store hele, hvad vi talte med facilitator Anne Cathrine Wind Fallesen om, da vi gen-inviterede hende til en rundbords-samtale om netop facilitering. Facilitering er nemlig Anne Cathrines hjertebarn (hvilket ikke siger så lidt, eftersom hun er et multi-passioneret menneske).

  • 36: Noget rører på sig - vi inviterer jer til webinar!

    2 November 2023  |  5 mins 43 secs

    Noget rører på sig. Ikke kun i agile, men også i os. Agile ikke helt så meget inde i varmen som det har været: Kan agile nu også levere? Skal vi tilbage til vandfalds-projektledelsen? Skal der ske noget nyt? Spørgsmålene vibrerer derude. Efterhånden som tiden er gået, går vi selv mere op i den gode praksis omkring flow og samarbejde, end vi går op i de agile metoder specifikt. Derfor inviterer vi til gratis webinar 9.00-9.50 onsdag d. 15. november. UPDATE: Du kan stadig se webinaret, selvom du ikke nåede det. Der ligger en optagelse online :)

  • 35: Kvalitet, test og godt håndværk - på tur til TopDanmark

    31 October 2023  |  57 mins 51 secs

    Man skulle tro, at man får et kort svar, når man stiller et så simpelt spørgsmål som: “Hvad er kvalitet?” Men selv hvis du holder dig indenfor det tekniske område, stikker svarene i utroligt mange retninger. Vi har været på tur til TopDanmark, hvor de i september satte fokus på kvalitet og test. Vi taler med arkitekt Michael Romose, Christian Jensen der arbejder med automatiseret test og Morten Dines Andersen, der er leder med holdning til kvalitet.

  • 34: Arbejdsmiljø i teamet - om individuelle behov og fælles sammenhængskraft

    10 October 2023  |  1 hr 4 mins

    Nogle vil have fred og ro. Andre vil have masser af samtaler og sparring. Nogle vil helst arbejde hjemmefra. Andre vil gerne samles på kontoret. Ledelsen mener, at hjemmearbejde kun bør foregå om onsdagen - og så har de lige hørt, at en 4-dages arbejdsuge er skide-fedt. Individuel fleksibilitet og fælles rammer bokser efterhånden meget med hinanden på de danske arbejdspladser. Heldigvis har vi Bettina Prühs til at forklare, hvad der foregår, og hun kommer selvfølgelig også med gode råd til, hvordan man skaber gode rammer i de enkelte teams - på trods af bokseriet. Bettina er organisationskonsulent med baggrund i IT-drift. I de sidste mange år har hun hjulpet IT-virksomheder til et bedre arbejdsmiljø. Vi taler med hende om det hybride arbejdsliv, psykologisk tryghed og hvad pokker ledere, medarbejdere - og eventuelt også Scrum Masters - dog skal gøre med alt det her. Spoiler alert: Det er noget med at snakke sammen. Og lytte.

  • 33: Half Double, hvad hulen er dét?

    20 September 2023  |  1 hr 3 mins

    Sat på spidsen er Half Double en klon mellem den traditionelle projektledelse og det agile, hvilket måske vil få nogle til at få kaffen galt i halsen. Heldigvis har vi Frederik Mølgaard Thayssen fra Alexandra Instituttet i studiet til at forklare os, meningen med galskaben. Frederik har nemlig tonsvis af praktisk erfaring med Half Double, og der er masser af mening. Vi taler først og fremmest om Half Doubles tre elementer: Flow (vil virke bekendt for mange Scrum-folk) - Leadership (som vi mange gange har savnet i de agile metoder) - Impact (fokus på værdig og forandring, what’s not to like). Men vi stiller også forvirrede spørgsmål. Og vi har en fælles fest over at tæt samarbejde er en hjørnesten i det hele.

  • 32: Agilitet i det offentlige - kan man det?

    29 August 2023  |  1 hr 3 mins

    Er ‘agil’ og ‘offentlig’ en modsætning i sig selv? Ikke hvis du spørger Martin Buur, der er enhedschef i Domstolsstyrelsen. Man kommer selvfølgelig ikke uden om regler, politiske øjne der hviler på en og andre instanser, som man bliver nødt til at forholde sig til. Men der er en vej frem! Vi taler med Martin om, hvorfor frihed er så vigtig, især når det gælder teamets proces. Og hvorfor det er mindst lige så vigtigt at tage så meget ind i huset som muligt - ressourcer, produktansvar og ejerskab i almindelighed. Sidst men ikke mindst taler vi om, hvorfor man ikke skal være bange for IT-Rådet. I stedet bør man invitere dem på kaffe og lægge planer sammen med dem.

  • 31: Ægte agilitet kræver ledere, der kan lide mennesker

    20 June 2023  |  1 hr 5 mins

    Agilitet skal leves - og det skal komme indefra! Louise Sparf har arbejdet i tech i en hulens masse år, og hun har været topleder i både det private og det offentlige. Det betyder, at hun har set masser af projekter fejle, også de agile - i hvert fald de projekter, der har fået “agil på flaske”. Men hvad hulen betyder det, at vi skal “leve det”? Og at det skal “komme indefra”? Louise forklarer, at det er noget med at gøre det så enkelt som muligt, at gøre det i det små - og så rent faktisk at gøre det og ikke bare sige det. Dét kræver, at vi får nogle andre ledere - hele vejen op til toppen og i bestyrelsen. Her skal vi have ledere, der går meget op i mennesker og knap så meget op i regneark og rapporteringer.